Colour to The People
Hvorfor ikke sidde, spise og sove på et maleri? Hvorfor ikke hænge bordet op på væggen som kunst? Hvorfor skal et maleri bare være et maleri – og et bord udelukkende være bord?
Dorte Lausten, kunstmaler er en kvinde med stærke holdninger til hvad billedkunst er for en størrelse. Allerede da hun var under uddannelse på Statens Kunstakademi for 10 år siden var det vigtigt for hende at bryde med de gængse opfattelser af maleri – udfordre det, ganske enkelt.
– Ellers ville det bare blive for kedeligt at arbejde med, hvis jeg ikke skulle tilføre det noget nyt, som hun siger i dag.
Og lige nu står hun med et projekt, der ligesom farverne har udviklet sig til en passion og i høj grad udfordrer billedkunsten. Nu skal det nemlig være møbler. Hendes ’Paintings as Design’ er en hybrid mellem kunst og design og møbel og hun er rigtig stolt af det, som det står stillet op i trælastens gamle lagerrum. En række plader, højglanslakerede i fantastiske stærke farver og i smuk kontrast til de rå mursten og kolde betongulv. Pladerne kan sættes sammen til minimalistiske møbler, en såkaldt daybed, et bord og skamler på masser af måder ved hjælp af en særlig klods i hård formstøbt akryl. Det har været en stor opgave at får den skabt så præcist i det rigtige materiale så den kan holde pladerne sammen og bagefter fungere som ophæng på væggen.
For den nye idé i kunstprojektet er, at når stolen, briksen og skamlen er ikke længere skal bruges som møbel – ja, så kan man bare pladerne dem op på vægge. På den måde får maleriet en dobbeltfunktion som både kunst og design og bliver tredimensionelt.
– Jeg elsker jo, når mine ting har humor. Og jeg elsker at udfordre minimalismen, som jeg jo ellers nok tilhører. For den bliver tit så kedelig og alvorlig. Jeg synes der er en god del humor i at man også kan bruge malerierne i det her projekt som møbel og jeg er vild med det legende aspekt, hvor man kan sætte sin helt egene stol sammen i sine yndlingsfarver og få masser af liv og leg ind i kunsten. Det er da fedt, ikke?, siger hun med den smittende entusiasme, der gennem hele karrieren har båret hende igennem med alle sine skæve og farvetossede idéer.
Geometri, farver, former og kontraster indkapsler nemlig meget af hendes kunst, særegen og slagkraftig som den er.
– Jeg er meget min egen. Sådan skal det være, hvis jeg skal være troværdig som kunstner, så jeg gør en dyd ud af at gå til grænsen. Jeg er meget inspireret af f.eks. Poul Gernes, Verner Panton og Bauhaus. Men det bliver man altså ikke velhavende af, smiler hun skævt – slet ikke i Danmark eller Svendborg, for den sags skyld, tilføjer hun…
Hendes malerier kræver nok sin fordomsfrie beskuer, der også tør lade sig opsluge af formerne og farverne og den virkning, der har på hjernen. F.eks. at gul giver varme, rødt giver lidenskab – blåt dæmper følelser og orange styrker kreativitet.
– Mine malerier hænger i London, Berlin – New York, hvor de er meget åbne og begejstrede overfor det, jeg laver… så min drøm er helt klart at have galleri derovre. Når drengene bliver store, så skal jeg til New York, siger hun bestemt. Indtil da gælder ambitionerne blot at få flere til at åbne øjnene for de nye muligheder i maleriet. Det tager tid. Men det er sjovt, gentager hun.
Hun kalder med et selvironisk grin sin mand, Hans Jørgen Riber, for ’min største mæcen’, men understreger samtidig at galleriet faktisk løber rundt, hverken mere eller mindre.
– Det nye projekt rummer nogle muligheder, som jeg glæder mig til at følge. Jeg tror på det. Måske står der en producent derude, der vil være med til at videreudvikle det her, og det ville jo være en drøm, der gik i opfyldelse, siger hun.
Hun er ikke kun stolt af projektet pga. de kommercielle muligheder, der måske ligger indbygget, men også over den opbakning og hjælp fra lokale håndværkere og samarbejdspartnere, hun har fået: Trælastens hustømrer Fritz Jørgensen lavede f.eks. de første prototyper på træklodsen og har hjulpet med at save plader til, naboen Marcore, der også står bag det nye flydende havnekontor i Svendborg har tegnet klodsen i 3-D, Svendborg Autolak har sprøjtelakeret i syv glinsende lag og firmaet Formard Mould producerede de første 40 sorte klodser og Erik Jørgensen Møbler skal nu til at lave producere de hynder, som skal passe til møblerne.
– Masser af hjælpsomme, engagerede svendborgensere har betydet rigtig meget i den her proces, og det er jeg utrolig taknemmelig for, siger Dorte Lausten, der af same grund også ser ”Paintings as Design” som en måde at bringe Svendborg på det kunstneriske, eksperimenterende landkort. Helt i byens gamle 70’er-ånd…
